I dag har vi forladt bjergene og har kørt hele dagen i ranch-land. Endeløse kornmarker og græsmarker, så langt øjet rakte. Vi savnede bjergene og var enige om, at hvis vi skulle køre 3 uger i fladt land, var det nok ikke helt de samme superlativer, vi havde fundet frem.
Vi fulgte Warbergs råd om at fortrinsvis benytte de mindre veje, og drejede mod syd ad Cowboytrail 22-S, inden vi nåede Calgary. Så gik det mod Cardston, kun afbrudt af en afstikker til ”Head-Smashed-in Buffalo Jump”. Det er en af UNESCOs verdensarv steder, som viser, hvor indianere for tusind år siden jagede bisoner og stressede dem, så de i panik løb ud over klippekanten. Så var der mad og skind til hele vinteren. Det var vældig spændende at se. Nu har vi hele ugen levet uden vind, så det var lidt af en forandring at stå ud af bilen dér. Det viser sig, at stedet er det mest blæsende sted i hele Canada. Det underlige var, at vinden var varm – ca. 30 grader. Det er Chinook, den nærmest fønagtige vind, der ofte er i området.
Vi landede planmæssigt i Cardston, til vores motel – nu med én seng. Cardston er en by, man ikke kan sige meget om. Det ligner en by, som engang var stor og flot – nu er næsten alle hoteller og spisesteder lukkede, og der lurer forfald alle steder.
Her vrimler med indianere, det er første gang, vi har set dem. Byen har dog en stor attraktion: ”Remington Carriage Museum”. Nordamerikas største museum – 2. største i verden – for kareter og hestetrukne køretøjer. Der var mere end 280 køretøjer. Vi meldte os til en guided tur, og vi var de eneste. Undervejs i forløbet fandt vores guide, Shirley, ud af, at vi var danskere. Og så var der ingen ende på begejstringen. Hun stammede fra Danmark, hendes oldefar stammede fra Hjørring og hed Christensen, hendes far hed Jens Andreas (som Bjarnes far), og selv hed hun Jensen. Så vi regner med, at hun dukker op til familiefesten næste år. Hun gav mig en forlovelsesring lavet af en søm fra en hestesko. Den er flot, og sådan gjorde cowboyerne før i tiden, sagde hun.
Der er internet på vores motel, men det tager en krig at gøre noget som helst. Vi håber, det lykkes at få billederne på. I morgen hedder det bjerge igen. Indtil da, godnat og tak for i dag.
