For en del år siden kørte vi rundt i Italien på ferie. Vi troede, at vi ved et uheld havde fået en regnvejrsmagnet monteret på taget, for det regnede, uanset hvor vi kørte hen. På denne tur har vi vist været så heldige at have fået en solskinsmagnet med i stedet for. I Canada var det på ”som på en dejlig dansk sommerdag”-facon. I bjergene var det mere ”skønt at solen varmer”-måden. Efter Jackson er det ”er der nogen, der har glemt at slukke for varmeapparatet?”-stilen. Bagende varmt. Men vi beklager os sandelig ikke, vi har bare fundet sandalerne frem igen.
Egentlig forventede vi en lidt småkedelig dag med flade marker hele vejen fra Pocatello til Twin Falls. Men Idaho tog fusen på os. Landskabet ændrede sig hele tiden, og vi havde besluttet at forlænge køreturen med en lille udflugt til et klippereservat, som vi havde læst om. Vi fulgte nogle små veje, som viste sig at være en slags historisk vej, hvor man har bevaret en masse minder fra dengang nybyggerne drog gennem Idaho. Vi fulgte især ”the Oregon Trail”, som naturligt var den vej, nybyggerne valgte for at komme til Oregon. Den krydser på et tidspunkt ”the California Trail”, som især blev benyttet af håbefulde guldgravere. Det var spændende, og man må tage hatten af for de nybyggere. De må have været seje, de gutter.
Vi fandt vores klippe ”City of Rocks National Reserve”. Et fuldstændigt mærkeligt sted midt i et øde landskab bestående af kæmpe klipper i alle mulige former og størrelser, nærmest smidt omkring med en skovl. Da vi skulle derfra, indstille vi fru GPS, og vi kørte og kørte – ud i et mere og mere øde landskab (som havde været øde fra begyndelsen) og på mere og mere obskure veje – hvis man kan kalde dem veje. I starten gik det egentlig godt, men så oplevede vi flere gange, at de veje, vi skulle dreje ned ad, var lukkede af pigtråd eller store gitterlåger. Så begyndte hun at føre os i ring, og da vi begge blev temmelig lettede over at se et par køer på et stykke jord, fordi der så i det mindste havde været mennesker i nærheden før os, besluttede vi at vende om og snegle os hele vejen tilbage til udgangspunktet. Så blev GPS sat til motorvej igen, og chaufføren var taknemlig over at køre på asfalt igen.
Vi nåede frem til Twin Falls, som viste sig at være overordentlig storby-agtig. En nydelig by med masser af hoteller og store, dyre villakvarterer. Vi havde tid til at køre ud til Shoshone Falls, et stort vandfald lige uden for byen. Det kaldes ”Vestens Niagara” (altså USA's vest) og er meget imponerende. Det har været en meget tør sommer i disse egne, men om foråret skulle det være helt overdådigt. Sluttelig fik vi pasta på en italiensk restaurant. Vi sad og forundredes over, at 90% af gæsterne fik resten af maden med hjem i en doggy-bag, som dog er en lille flamingoæske. Man får kæmpeportioner, lige meget hvad man ønsker at spise. Hvilket spild. Nu er vi flade for i dag.
Godnat og sov godt.
