Clearwater - Mt Robson - Jasper National Park

Torsdag 25. august - 430 km

Vi kan desværre ikke imødekomme dig med et billede af en moose endnu, Helga. Men hvad med en bjørn i stedet? VI HAR SET VORES FØRSTE BJØRN! Det var helt vildt. Den var meget tæt på, så adrenalinet var i omløb. Det var vanvittig spændende.
 
Dagen startede ellers fredeligt med en utrolig smuk køretur fra Clearwater til Jasper. Vi passerede bl.a. Mount Robson, det højeste bjerg i de canadiske Rocky Mountains. Vel indlogeret på vores nydelige hotel ville vi med Jasper Tramway op i 2.500 meters højde for at se det hele lidt fra oven. Tramføreren gav os et tip om, at det bedste sted at se dyr var at køre ad vejen til Maligne Lake enten i daggryet eller i skumringstimen. Af sted med os. Jeg sad med nedrullet vindue og kameraet tændt på sportsoptagelse, og Bjarne 'Hawkeye' Christensen spottede hurtigt et par ulve. Lidt efter fik han øje på noget brunt i vejkanten. Vi stoppede for en sikkerheds skyld, og jeg begyndte at skyde løs. Pludselig løftede dyret hovedet, og jeg så, at det var en brun bjørn. I panik var jeg ved at lukke for vinduet, men gjorde det heldigvis ikke. Bjørnen var dybt optaget af at spise nogle røde bær. Den var ca. 1,5 meter fra bilen, og jeg bare fotograferede og fotograferede. Bjarne sad med foden på speederen, klar til at gasse op. Der kom flere biler til, og en amerikaner ville helt tæt på og stod ud af sin bil med en vis larm. Og væk var bjørnen.
 
Da vi nåede Maligne Lake slap vejen op, så vi kørte hjem igen. På hjemvejen så vi bagenden af en sort bjørn, men den forsvandt for hurtigt. Lidt senere så vi et afslappet rensdyr, og lidt senere igen en hun Wapiti hjort. Alt i alt en meget begivenhedsrig dag. Og undervejs mistede vi en time. Vi er kommet ind i en anden tidszone, så nu er der kun 8 timer imellem os
 
I morgen er der atter en dag i Jasper, hvor vi skal ud at se på søer. Forbered jer på en lind strøm af søbilleder i morgen. Tak for i dag og god nat.
 
Se dagens billeder her.
Ulla og Bjarnes drømmetur