Jackson - Idaho Falls - Pocatello

Mandag 5. september - 266 km

I dag har været en rigtig nedtur – ned fra bjergene. Vi forlod Jackson gennem et Wyoming, som mest består af store græsmarker med græssende kvæg eller heste og store ranches. Wyoming er vist egentlig det cowboy-land, som vi troede, Montana ville være. Ret hurtigt kom vi ind i Idaho, som til gengæld er landbrugsland. Eller kartoffel-staten, som den kaldes. Endeløse marker med gult korn, som endnu ikke er høstet (!) og lige så store marker med kartoffelplanter. Hvorfor skal alting være så stort herovre? Men bjergene blev mindre og mindre.
 
Da vi jo er blevet skoset lidt for kun at have set små bjørne, valgte vi et besøg i Rexburg i Yellowstone Bear World, som er en drive-thru park med vilde dyr. Der er mange bjørne, som alle er født i fangenskab af forskellige grunde. De lever i frit område på parken, lidt ligesom dyrene i Ree Park i Ebeltoft, og man får lov at køre igennem området efter en masse meget strenge formaninger om hele tiden at køre, ikke holde stille, og ikke rulle vinduet ned. Selv om dyrene bliver fodret og passet, er de alligevel både store og skræmmende at være så tæt på. Lidt snyd, måske, men her er i hvert store bjørne en masse.
 
Vi fulgte stadig Warbergs råd om de små veje og kørte gennem mange små byer med huse i alle slags forfatninger. Nogle meget smukke og velholdte, nogle i en tilstand af forfald, så man ikke kunne tro, at der faktisk boede mennesker. Men der var biler udenfor alle vegne. Og så de fra film så kendte trailerparks, som ligner noget, der er løgn. Vi kørte igennem en mindre by, Blackfoot, og måtte måbe over de hundredvis af biler, som var parkeret langs vejen i begge sider gennem flere kilometer. Vi troede, Elvis var kommet tilbage, men det viste sig af været 'Eastern Idaho State Fair'. Det lignede en blanding af et dyrskue og et tivoli, og der var pakket med mennesker. Vi besøgte et kartoffelmuseum (der må les) og forsvandt skyndsomt.
 
Vi bor i Pocatello i dag, i et hotel, som vi fandt på nettet og absolut måtte bo på. Så i dag skal I belemres med billeder af vores værelse. Når man ikke kan få bjerge, må man kompensere …
 
Godnat og tak for i dag. Nu vil vi gå ud og prøve at finde noget mad med kartofler.
 
Se dagens billeder her.
Ulla og Bjarnes drømmetur