Vi stod tidligt op i morges, fordi vi ville tidligt gennem Glacier National Park. Det forøger chancen for at se dyr, og der er ikke så megen trafik. Men da vi nåede grænsen til Montana, USA, Port of Piegan, blev vi mødt af et stopskilt. De åbnede først klokken 7, så vi havde tyve minutter til at nyde solopgangen og det mere end kølige vejr. Men inden dagen var ret gammel, havde vi alligevel nået de obligatoriske 30 grader og sol.
Da vi planlagde dagens rute i morges, fandt vi ud af, hvorfor der var så mange indianere i Cardston. Byen ligger midt i et stort Blackfeet indianer reservat. Da vi var kommet gennem Glacier National Park, kørte vi også igennem et kæmpe indianerreservat, denne gang Flathead indianernes. Vi havde jo forestillet os, at Montana var det fuldendte cowboy-land, så det er da lidt underligt, at vi kun har set indianere indtil nu.
Turen gennem Glacier National Park gik på en vej med det indianske navn 'Going-to-the-Sun Road', som er så smuk, at det kan ikke beskrives, den skal ses. Men vi kan da afsløre, at det var et velkomment gensyn med bjergene. På den anden side af parken kørte vi langs en sø næsten på størrelse med Garda-søen. Flathead Lake. Langs hele søen var der kirsebærplantage ved siden af kirsebærplantage. Der blev solgt kirsebær langs vejen, og vi måtte da også lade os friste. Uhm. Der var også salg af og reklamer for produkter af Huckleberry, som egentlig lignede blåbær. Men hvis det er blåbær, hvorfor kalder de dem så Huckleberry? Er der nogen, der ved det?
I bagende varme ankom vi til vores mål, Missoula, som er en stor by, med universitet og alting. Vi bor i centrum og gik en tur trods varmen, for Bjarnes ur var gået i stykker, så vi måtte finde en urmager. Vi gik ned til floden, som deler bycentrum, og der iagttog vi en flok børn og unge, som blev undervist i river rafting. Tænk, lige midt i en by. I aften skal vi prøve at finde et sted, hvor vi kan få en steak for første gang. Montana må være landet, hvor de har gode steaks. Der er i hvert fald kvæg nok på markerne. Ellers må vi indrømme, at de fleste steder byder på burgers i alle afskygninger. Vi har endda fået en morgenmadsburger. Ikke dårlig, for resten.
I morgen kører vi østover gennem Montana for at tage sidste træk inden indgangen til Yellowstone. Vi mangler egentlig et eller to par ekstra øjne til at holde øje med alle dyrene, hvis vi skal være sikker på at se en moose. Der er ledig plads på bagsædet. Er nogen friske?
Tak til alle for jeres søde hilsener. Det er så dejligt at høre fra jer og vide, at I følger med. Mht. det canadiske postvæsens hastighed eller mangel på samme, melder vi hus forbi. Et postkort tager den tid, et postkort tager.
Tak for i dag og godnat.
