Efter en yderst behagelig nats søvn i en skøn seng, nu med dyne, var vi klar til dagens første udfordring: Morgenmaden. Den gennemsnitlige morgenmad har hidtil bestået af: 2-3 æg (valgfri tilberedning), bacon eller skinke, brasede kartofler eller hashbrown (revne kartofler stegt på panden, uhm), 2 stk. smørristede toast. Hertil syltetøj og kaffe ad libitum. Men så kan man også klare sig til frokost …
Jasper ligger i 1066 meters højde, så morgenluften er skarp. I nat var temperaturen nede på 2 grader, og alligevel bliver det 20-24 grader om dagen og næsten ingen vind. Perfekt sommervejr til to danskere. Vi skulle jo på sø-ekspedition, og vi hhv. kørte og vandrede rundt til flere af de nærliggende søer: Patricia Lake, Pyramid Lake, Lake Annette & Lake Edith. Den ene smukkere end den anden. Og når man går derude ved søerne – stilheden er næsten massiv, selv om der af og til er andre mennesker i nærheden.
Til lykke med valget i Danmark. Det gik, præcis som vi havde ønsket. Nu slipper vi for alt det valgnonsens og kommer lige hjem i tide til partileder-runden og selve valget. God fornøjelse til jer andre.
Tak for i dag og godnat.